Lepidosaurerne er en stor og mangfoldig gruppe af landlevende hvirveldyr, som inkluderer slanger og øgler. Der findes næsten 12.000 arter af disse dyr. Men evolutionister ved stadig ikke, hvor de stammer fra. Hvirveldyrs-paleontolog Michael Benton udtalte: “Den tidlige historie for skælklædte krybdyr [slanger, øgler] er usammenhængende”, og debatten om slangernes oprindelse “er langt fra afklaret” (1).
Fem år senere sagde fem evolutionister i forhold til skælklædte krybdyrs oprindelse, at “øgler dukkede op”, og “slanger dukkede op” (2). Men dette er ikke en videnskabelig beskrivelse af deres oprindelse eller deres formodede forfædre.
Skælklædte krybdyr har, i flg. evolutionsteorien, eksisteret i mindst 240 millioner år, men der findes kun meget få fossiler, som kan sige noget om deres formodede udvikling. Da disse krybdyrs påståede evolutionære oprindelse stort set er ukendt, må forskere udnytte den meget lille variation, der kan ses i fossilmaterialet, og så må de kalde det for “evolution”.
For nylig rapporterede zoologer fra University of Bristol i England, at “ny forskning afslører overraskende evolution af øgler og slanger” (3). De undersøgte, “hvordan øgler og slanger ... har udviklet bemærkelsesværdigt varierede kæbeformer, som er årsagen til deres ekstraordinære evne til at tilpasse sig omgivelserne” (3).
Desuden sagde artiklen: “Underkæben – en vigtig komponent i hvirveldyrenes indtagelse af mad – har været en central del af deres miljømæssige eksperimentering og tilpasning” (3).
Men kan miljøet eksperimentere? Nej, selvfølgelig ikke. Evolutionen siger, at dannelsen af mennesker og dyr (og underkæber) skete gennem talløse tilfældige og gavnlige mutationer over meget, meget lang tid. Hickman udtalte om den unikke kraniekonstruktion hos skæl-klædte krybdyr:
”Kraniet hos skæl-klædte krybdyr har ændret sig fra den oprindelige form – dvs. et kranie med 2 huller. Denne ændring er sket ved, at knoglevæv under og bag det nederste af disse huller i kraniet er forsvundet. Denne ændring har gjort det muligt for de fleste øgler og slanger at udvikle et kranie med bevægelige led” (2).
Dette kaldes et kiterisk kranie, og det er kendetegnet ved, at det tillader stor bevægelighed mellem kranieknogler. Det kiteriske kranie hos skæl-klædte krybdyr er unikt, designet af Skaberen, og det er underkæben også - den er ikke udviklet fra en ukendt forfader.
Denne tilpasningsevne i underkæben blandt lepidosaurerne er et eksempel på biologisk tilpasning, som kaldes “kontinuerlig miljøsporing” (CET). Det tager udgangspunkt i en tilpasningsevne, hvor skabninger som slanger og øgler kan tilpasse sig deres miljø gennem nye, men ikke tilfældige ændringer, fordi evnen til disse tilpasninger er forud-programmeret af Skaberen selv.
University of Bristol-rapporten sagde:
"Det er interessant, at vi har opdaget, at kæbeformen ændrer sig hurtigt i grupper, der har tilpasset sig bestemte steder i miljøet. Dette gælder især for gravende og vandlevende arter samt planteædende øgler. Dette tyder på, at udviklingen af underkæben har været afgørende for at de kunne tilpasse sig disse unikke livsformer", forklarede Dr. Antonio Ballell Mayoral fra Bristols School of Earth Sciences. "Vores studie viser, hvordan øgler og slanger udviklede deres forskellige kæbeformer, som tilpassede sig deres forskelligartede miljømæssige forhold, mad og levesteder, hvilket er kilden til deres ekstraordinære diversitet” (3).
Det er klart, at slanger forbliver slanger, og øgler forbliver øgler, men de har evnen til hurtigt at tilpasse deres kæbeform. Dette skyldes ikke ”en uforståelig evolution”, men krybdyrets evne til at tilpasse sig miljøforhold ved hjælp af intelligent designet DNA. Tilpasninger inden for Squamata (en klasse, som omfatter skildpadder, slanger og firben) er ikke blot hurtige, men også som højt regulerede.
Slanger og øgler blev skabt med en genetisk evne til at udvikle “bemærkelsesværdigt varierede kæbeformer”, som har ført til “deres ekstraordinære succes med at tilpasse sig”, når de bevæger sig rundt på steder med forskelligartede miljømæssige betingelser.
