Jeg husker en samtale, jeg havde med en studerende (skriver en forsker fra ICR), efter at jeg havde talt om Skabelsen og Syndfloden på en kristen skole. Den unge mand insisterede på, at han aldrig ville tro på, at Syndfloden havde fundet sted, medmindre han kunne få Noas Ark at se.
Jeg forklarede ham, at en sådan forventning til beviser er urimelig - i betragtning af den ringe sandsynlighed for at træ kan bevares i flere tusinde år - men han nægtede at lytte. Mon et sådant afvisende menneske ville tage Guds ord alvorligt, hvis Noas Ark virkelig blev fundet?
Der er mindst to faktorer, som holder seriøse forskere klar til at lede efter Arken.
For det første ville ”gevinsten” være meget stor. Arken ville være verdens ældste arkæologiske artefakt, hvis vi følger Bibelens tidslinje (og ikke evolutionens millioner af år). Et sådant fund ville bekræfte den bibelske historie endnu mere overbevisende end Dødehavsrullerne.
For det andet beskrev øjenvidner fra 1900-tallet, uafhængigt af hinanden, nedbrudte ”arklignende” rester - på Araratbjerget i Tyrkiet. Omkring 6 rapporter beskriver rester af Noas Ark, fundet på en afsats i en smeltevandsdam - Ed Davis’ rapport fra 1943 er nok den mest detaljerede. Disse rapporter var hovedårsagen til, at ICR’s Dr. John Morris tog initiativ til omkring 12 ekspeditioner til Araratbjerget (i Tyrkiet) i løbet af 1970'erne og 1980'erne.
Men disse ekspeditioner resulterede ikke i, at Arken blev fundet. (1) Nogle har spekuleret i, om høje temperaturer i midten af 1900-tallet lod rester af Arken komme til syne, som isen senere har dækket igen.
For nogle årtier siden hævdede den opdagelsesrejsende Ron Wyatt, at et aftryk af en båd, som blev fundet ved Araratbjerget, stammede fra Noas Ark. Forskere fra ICR gennemgik beviserne og konkluderede, at det kunne ligne en båd, men det var et tilfældigt ”aftryk”, som naturen selv havde dannet. (2) En gruppe kinesiske forskere ved navn NAMI hævdede også, at de havde fundet Noas Ark i år 2010. Disse påstande var falske, for det viste sig, at lokalbefolkningen var blevet betalt for at fastgøre træ op ad bjerget - for at fremstille rester af en falsk Ark.
Filmen fra år 2015, ”Finding Noah” beskrev ekspeditioner til toppen af Araratbjerget frem til år 2014. Disse forskere brugte radar og borekerner for at trænge ind i iskappen. Selvom de heller ikke fandt nogen Ark, efterlod filmen, alligevel, på en eller anden måde et håb om, at det kunne ske.
I år 2016 skete der i Tyrkiet et mislykket kupforsøg mod præsident Erdoğan og hans tyrkiske regering. Dette førte til en strammere muslimsk kontrol og forfølgelse af de tyrkiske kristne. Arkforskerne har et stort ønske om at vende tilbage, men de bliver nødt til at vente til tiderne bliver mere sikre. Men selv da er det et godt spørgsmål, om de vil få noget ud af deres anstrengelser.
Dr. Tim Clarey fra ICR mener, at Araratbjerget muligvis er opstået, efter at Arken var gået på grund. (4) Denne geologiske teori kan diskvalificere Araratbjerget som det sted, hvor Arken strandede – selvom det kun er en teori, og derfor ikke er et bevis i sig selv. Vi kan ikke udelukke, at Arken strandede på Araratbjerget, men det har været – og er stadig et meget aktivt bjerg. Derfor kan vi spørge os selv, om det er sandsynligt, at rester af en ca. 150 m lang trækonstruktion kunne overleve vulkaner, jordskælv, skadedyr og tunge gletschere?
Disse udfordringer reducerer håbet om at finde Arken. Nogle lokale peger på øjenvidnernes beretninger - for at retfærdiggøre deres tro på, at det virkelig var Arken, som blev fundet på Araratbjerget - på trods af alle de stærke argumenter, som taler imod.
Indtil nu er Noas ark ikke blevet fundet, og det virker heller ikke sandsynligt, at den nogensinde vil dukke op. Men den gode nyhed er, at vi ikke har brug for at finde Arken for at kunne tro på beretningerne fra 1. Mosebog. Vi har allerede en verden fuld af klippelag og fossiler, som stammer fra Syndfloden. (5) Gud har givet os al grund til at stole på ham og på hans ord – og dermed også på beretningen om Noas Ark.
References
1. Morris, J. 2018. Searching for Noah’s Ark. Eugene, OR: Harvest House Publishers.
2. Morris, J. 1992. The Search for Noah’s Ark: Status 1992. Acts & Facts. 21 (9).
3. Thomas, B. Noah’s Ark ‘Discovery’ Likely a Sinking Ship. Creation Science Update. Posted on ICR.org October 26, 2015.
4. Clarey, T. 2019. The Ark Landed West of Mt. Ararat. Acts & Facts. 48 (7): 9.
5. Clarey, T. 2020. Carved in Stone. Dallas, TX: Institute for Creation Research.
* Dr. Thomas is Research Associate at the Institute for Creation Research and earned his Ph.D. in paleobiochemistry from the University of Liverpool.
Cite this article: Brian Thomas, Ph.D. 2020. Did Someone Really Find Noah's Ark? Acts & Facts. 49 (9).