Istiden har altid været et problem for videnskaben. Vi ved, at den har været der, men hvordan den er opstået, er dog stadig en gåde for videnskaben. Der har været mange gisninger: Global afkøling, aftagende solaktivitet, tiltagende vulkanske udbrud, osv.
Men intet af dette er i stand til at frembringe en istid - men her har Bibelen sin egen forklaring.
Lad os se hvordan det begyndte: Istiden begyndte ved, at store is-stykker lå spredt rundt om på land – i form af enorme mængder af sne, som havde samlet sig i dynget på de nordlige og sydlige breddegrader.
Tyngden af disse snedynger dannede is, så at sneen blev ”pakket ind” i is. Vægten af isen pressede sneen ud af isen, og blev på den måde spredt over større områder. Men her er det vigtigt at vide, at ismasserne ikke dækkede hele kloden.
I Nordamerika fx dækkede isen det meste af det centrale Canada og så langt sydpå som til Kansas. Selvom vejret i resten af verden var påvirket, var den ikke dækket af isen. Nogle har foreslået, at der har været flere istider. Nogle har foreslået helt op til 60 istider, men det er der ingen beviser for.
Men spørgsmålet er: hvordan kunne naturen danne så meget sne? Det er et dilemma for videnskaben, den dag i dag. Vi ved, at naturens egen måde at producere is på er ved sne i store mængder. Men hvis luften bliver for kold, kan den ikke indeholde ret megen fugt, idet sneen dannes af vanddampe fra jorden. Men frosten udtørrer jorden. og derfor vil mængden af sne som falder, være begrænset. Derfor er det imod naturens egen orden at kunne danne så megen sne, som en istid behøver.
Hvis der skal falde sne nok til en istid, er der altså brug for, at havvandet fordamper. Dertil behøves mildere vintre i de polare områder for at havvandet kan opvarmes. Desuden er det nødvendigt med koldere somre, for at sneen ikke skal smelte, så at mængden af sne kan forøges fra år til år og på den måde danne en istid.
Alle er enige om, at disse betingelser ville medføre en istid, men naturlovene tillader ikke så markante ændringer i jordens egne systemer. De fleste kreationister (dem der tror på skabelsen) er enige om, at kun syndfloden på Noas tid, giver den rette forståelse af istiden.
Efter syndfloden menes havene at have været varmere end i dag. Verden før syndfloden menes, i det hele taget, at havde været varmere med en mere ensartet varme-fordeling.
Under syndfloden har "himmelens sluser" (1. Mos 7:11) udløst så megen varme, at der under syndfloden, og i tiden derefter, skete de forandringer, som var optakten til istiden. Denne varme ville pumpe varm fugt ind i atmosfæren, og således forårsage varme og våde vintre.
Desuden menes jordoverfladen efter syndfloden at have været mere glat og mudret og uden varme, derfor har den tilbagekastet solens stråler uden selv at blive varm. Den store temperaturforskel mellem land og hav, kombineret med en stærk polar køling, ville medføre intense og langvarige storme, som ville føre fugten for havet ind over land.
Dertil kommer at der i den første tid efter syndfloden menes at have været omfattede vulkanudbrud – for at jordens overflade igen kunne blive fast og frodig. Askeskyerne ville sløre atmosfæren, som ville kaste solens stråler tilbage i rummet - med koldere somre som følge deraf.
Mere fordampning, mildere vintre, mere intense storme, og koldere somre:
Resultat?:
En istid som ville vare indtil havene havde afgivet deres overskydende varme efter syndfloden, og indtil den vulkanske aktivitet var mindsket, og vegetation var genetableret. Dette ville sandsynligvis have taget mindre end tusind år efter den bibelske syndflod.
Morris, J. 1993. Was There Really an Ice Age? Acts & Facts. 22 (8).
