Man har ofte fundet fossiler i de forkerte tidsmæssige lag. Fx regnes krabber, trilobitter og krebsdyr for at være de ældste dyrearter, fordi de som regel findes i de nederste sedimentlag – men her kan forklaringen være, at de lever på bunden af havet, og at de, af denne grund, vil blive begravet først ved en katastrofe.
Derfor finder man ofte fossiler efter dyr, som man havde erklæret for uddøde, og som nu viser sig at leve i bedste velgående. Det mest kendte eksempel er den blå fisk (coelacanth), som man har fundet adskillige fossiler af, og som man troede var uddød i afslutningen af kridttiden for ca. 70 millioner år siden.
Men i 1938 fiskede man et levende eksemplar op uden for Sydafrika, og senere også et ved Indonesiens kyst.
De har ikke forandret sig synderligt på de 300 millioner år, de menes at have eksisteret. Darwinisterne mente tidligere, at de var udrustede med lunger, havde en stor hjerne, og at finnerne var på vej til at udvikle sig til ben. Man anså dem for at være en overgangsform mellem fisk og tetrapoder - en overgangsform mellem havdyr og landdyr.
Her står darwinisterne over for et forklaringsproblem, for hvordan forklarer man nu, at denne fisk – som man mente var fossileret i kridttiden, ikke er blevet fundet fossileret i de efterfølgende lag - selvom de stadig lever?
