I 1891 fandt Eugene Dubois en tand i det centrale Java – som han mente stammede fra en uddød chimpanse. Senere fandt han den øvre del af et kranie, med fremstikkende øjenbrynsbuer, og mente igen, at det var en abe.
I 1892 fandt man - 15 m fra tanden og kraniet - blandt utallige andre dyreknogler - en lårknogle, og derefter fandt man endnu en tand - 3 meter væk fra kraniet og den første tand – og man var stadig overbevist om, at der var tale om én kæmpechimpanse.
Først i 1894 begyndte Dubois at omtale sit fund som en overgangsform mellem menneskeaben og mennesket. Han baserede sine udtalelser på kraniets størrelse, som lå midt imellem størrelsen på nutidens abers og menneskers kranier. Det er almindeligt kendt, at forskerne mener, at det er størrelsen på kraniet, der afgør menneskets udvikling.
Men samtidig er det en kendsgerning, at tidlige tiders pattedyr havde langt større kranier end de har i dag. Derfor hænger teorien ikke sammen og holder kun, hvis man er forudindtaget, og hvis man udelukker andre fund, som modsiger dette. Her er det en kendsgerning, at visse kranier - som er beregnet ældre end fx Java-mandens, alligevel har en større hjerne.
Dubois mente også, at denne "halvabe" gik oprejst - for selvom kraniets øjenbrynsbuer var mere abelignende, så var lårknoglen næsten menneskelig. Men dette er en usikker konklusion, idet knoglen blev fundet 15 m fra kraniet, og lå iblandt mange andre dyreknogler.
Derfor kan man ikke med sikkerhed vide, om de hører sammen!! Der var også andet belastende materiale, som jeg ikke vil komme yderligere ind på her. FORTSÆTTES UNDER BILLEDET...