Der er jo ingen tvivl om, at hvis evolutionstanken falder, findes der kun tilbage at tro på, at hele dette fantastiske skaberværk er iværksat af kræfter, som ligger langt ud over menneskets fatteevne og kontrol. Og hvis man ikke er sikker i sin sag – kan det jo vise sig, at man i sidste ende går fejl af livets mening og bestemmelse. Men her er det bedre at blive til grin end at leve på en løgn og gå fejl af vejen.
Men rigtig mange mennesker ønsker ikke at kende sandheden - og hvorfor? Den berømte evolutionist Sir Arthur Keith, som gav Darwin æren for at have løftet ”overtroens tæppe” af mennesket, sagde i den forbindelse: ”Evolutionen er ikke bevist og kan ikke bevises, men vi tror på den, fordi den er det eneste alternativ til skabertroen, som jo er utænkelig”.
Men er den nu også så utænkelig?
Sidste skud på stammen inden for videnskabens evolutionsteorier kaldes for ”afbrudt ligevægt” eller ”punktueret ligevægt”.