Et af evolutionsvidenskabens argumenter mod skabelsesberetningen er, at stjernelys fra fjerne galakser umuligt kunne nå jorden på en enkelt dag, nemlig på skabelsens fjerde dag, som det er beskrevet i Bibelen. De mener, at the Big Bang-teorien forklarer stjernelys bedre, idet de antager, at universet er milliarder af år gammelt.
Men the Big Bang-teorien afføder et lignende problem med det fjerne stjernelys, som kaldes horisontproblemet. Det kosmiske mikrobølge-baggrundslys (CMB) er ensartet i hele universet, hvilket ikke burde være muligt ifølge the Big Bang, fordi varme og kolde områder ikke har haft tid nok til at udligne temperaturforskelle i universet – ikke engang på de 4,3 milliarder år, som man mener er universets alder. Dette problem minder om udfordringen med stjernelyset i skabelsesberetningen, fordi baggrundsstrålingen også er en slags lys, som bevæger sig i universet.
Skabelsesforskere undersøger, hvordan det fjerne stjernelys kunne nå jorden så hurtigt. Nogle antager, at universet eller tiden kan have strakt sig, mens andre mener, at lysets hastighed kan variere. Hvis noget af dette er rigtigt, kunne lyset måske være nået fra de fjerne stjerner til jorden på et øjeblik.
Vi ved, at lysets rejsetid udfordrer skabelsesberetningen, men vi ved også, at the Big Bang teorien har et problem med lysets rejsetid, som er en endnu større udfordring, nemlig horisontproblemet, som er beskrevet ovenover.
Derfor kan vi ikke bruge lysets rejsetid som et argument - hverken for eller imod skabelsen. Så mens vi venter på flere observationer og bedre svar, hvorfor så ikke have tillid til, at Gud gjorde nøjagtig dét, som Bibelen fortæller os: At stjernerne blev skabt på dag, da: " ...Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden" (1 Mos 1,17)
