Eftersom lys bevæger sig med en velkendt hastighed, hvordan kunne så det utroligt fjerne stjernelys have nået jorden på bare en enkelt dag - nemlig den 4. i skabelsesugen? Mange kritikere, herunder mange kristne, står klar til at hævde, at teorien om Big Bang forklarer stjernelyset bedre end Første Mosebog, fordi Big Bang teorien tager højde for den angiveligt nødvendige tid, til at stjernelyset kunne nå fra de fjerneste galakser og hele vejen til Jorden. Men et nærmere kig på andre oplysninger afslører en fatal fejl i denne antagelse.
Mange astronomer antager, at lyset bevæger sig med samme hastighed i alle retninger, og da de fjerneste galakser er utroligt langt væk, mener disse astronomer, at kosmos nødvendigvis må være milliarder af år gammel, for at de fjerneste lys kunne nå frem til os (2). Men der er en fantastisk egenskab ved den kosmiske mikrobølge baggrundsstråling (CMB), som skaber en voldsom forvirring, i forhold til evolutionsteorien, fordi den afføder horisontproblemet.
For at forstå, hvorfor det er et problem, er vi først nødt til at vide en smule om CMB. CMB-stråling er en svag glød, som findes i hele det sorte rum, selv når ingen stjerner lyser. Denne stråling er usynlig for det menneskelige øje, men specialiserede radioteleskoper kan registrere denne stråling. Utroligt nok er CMB strålingen ensartet i hele rummet - og lige netop dette ville en Big Bang eksplosion aldrig have kunnet forårsage. Men efterhånden som de forskellige teorier om the Big Bang, om rummet og om energier, på underfundig vis kom for dagen, blev spekulationerne mere og mere vidtløftige.
I flg. the Big Bang teorien var visse områder i det tidlige univers meget varmere end andre. Varme felter udsendte lys, således at noget af varmen blev afgivet til de koldere områder. Men hvor lang tid ville det tage de varme og de kolde områder at blive udlignet til den samme temperatur? - Eller sagt på en anden måde: Hvor lang tid ville det tage at danne CBM, så det svarede til den tilstand, som eksisterer i dag? Varme og kolde områder, der ligger på hver sin side af det synlige univers, ligger simpelthen for langt fra hinanden til at have nået den samme temperatur, selv efter 4,3 milliarder år. Dette kaldes for ”horisontproblemet”.
The Big Bang tilhængere har brug for mere lys, end deres egen teori åbner mulighed for. Dette lys skulle angiveligt vandre fra de varme til de kolde områder. Lysets rejsetid er et problem - og i bund og grund det samme problem, som det fjerne stjernelys angiveligt er for den bibelske skabelsesberetning.
Derfor kan lysets rejsetid ikke bruges til at argumentere mod den bibelske opfattelse af skabelsen, hvis den alternative opfattelse afføder nøjagtig den samme problemstilling. Skabelsesforskere fortsætter med at undersøge det spændende spørgsmål om, hvordan fjernt stjernelys kunne nå til jorden inden for den bibelske tidshorisont.
Før tvivlerne beskylder skabelsesforskerne for at tvinge forkerte data ind i en bibelsk historie, bør de forstå, at det er netop, hvad the Big Bang forskerne selv gør, når de ser på mulighederne for, hvordan universet kan rumme CMB og et væld af andre observationer i deres teori om en jord, som skulle være milliarder af år gammel (3).
Nogle skabelsestroende forskere mener, at stoffet i rummet strækker sig, eller, endda, at tiden strækker sig pga. høj tyngdekraft (4). En anden mulig løsning indebærer Einsteins princip om, at lysets hastighed bevæger sig i én retning på mindre tid, i forhold til den målte tovejs hastighed. I så fald kunne lys måske tænkes at være nået fra de fjerne stjerner til Jorden på et øjeblik (5).
Vi ved, at lysets rejsetid udfordrer the Big Bang teorien pga. horisontproblemet, men dette er et langt mindre problem for den bibelske skabelsesberetning.
Så mens vi venter på flere observationer og bedre svar, hvorfor så ikke have tillid til, at Gud gjorde nøjagtig dét, som Bibelen fortæller os? De blev skabt på dag 4 til at være:
"...lys på himmelhvælvingen til at lyse på jorden" (6).
References
1. Genesis 1:15 (“and it was so”) suggests that starlight was already accomplishing its intended purpose by the end of the day.
2. Specifically, they hold to the commonly used Einstein synchrony convention in which light’s one-way speed is defined to match its two-way speed. See reference 5.
3. They work on the horizon problem described here, as well as the entropy, lumpiness, ignition, lithium, smallness, coincidence, flatness, mature distant galaxy, dark matter, missing antimatter, young spiral galaxy, asymmetry, and star formation problems. Learn about Big Bang’s flaws at icr.org.
4. For example, see Vardiman, L. and D. R. Humphreys. 2010. A New Creationist Cosmology: In No Time at All Part 1. Acts & Facts. 39 (11): 12-15.
5. Lisle, J. Distant Starlight: The Anisotropic Synchrony Convention. Answers Magazine. Posted on answersingenesis.org May 25, 2011, accessed March 12, 2015.
6. Genesis 1:15.
* Mr. Thomas is Science Writer at the Institute for Creation Research.
Cite this article: Brian Thomas, M.S. 2015. Distant Starlight and the Big Bang. Acts & Facts. 44 (6).
