I 1920'erne forsøgte Ruslands førende videnskabsmand indenfor dyreavl - Ilya Ivanov (1870-1932), med opbakning fra den ateistiske stat, at avle abemennesker. Den internationalt anerkendte forsker, Ivanov havde arbejdet med kunstig befrugtning, og han brugte sin viden indenfor hesteavl. Han havde bl.a. skabt en zebra-æsel. Men eftersom zebraen og æslet tilhører samme art, er dette resultat ikke i modstrid med Biblens skabelsesberetning.
Ivanov arbejdede på samme ”Institute of Experimental Medicine” i St. Petersborg som den berømte Ivan Pavlov, der vandt Nobelprisen.
Ivanov mente, at han kunne gøre det samme med mennesker og aber, uden tanke på, at Gud skabte barrierer mellem arterne. Ivanov’s eksperiment ville give mening - hvis mennesket virkelig stammede fra aberne.
I 1910 præsenterede Ivanov sin plan på verdenskongressen for Zoologer i Østrig. I 1924 ansøgte han den stalinistiske regering om en godkendelse af sin plan. Han understregede, hvilken betydning et vellykket eksperiment ville have for den anti-religiøse propaganda. Han ønskede at befrugte aber og "bringe mødre tilbage med deres små menneskeaber, til glæde for mennesker i det ateistiske Sovjetrusland". Han ville "bevise, at mennesker og dyr er ét, og at der ikke findes nogen Gud".
I 1925 fik Ivanov tilladelse fra kommunisterne. Det sovjetiske ”Academy of Sciences” gav Ivanov $ 10.000, hvilket i dag svarer til en million dollars eller mere til at foretage eksperimenter i Afrika, og den sovjetiske regering lod bevillingen stige til $ 100.000. Dette havde ikke været muligt uden Stalins godkendelse.
Projektet blev diskuteret i verdenspressen. The New York Times fremlagde det under overskriften “Soviet Backs Plan to Test Evolution” (Sovjet bakker op om planer om at teste Evolutionen -17. juni 1926).
Time Magazine udgav to artikler, "Men and Apes" (28. juni, 1926) og "Ape-child?" (16. august, 1926). Ivanov fik støtte fra det berømte ”Pasteur Instituttet”, både fra hovedkvartet i Paris og afdelingen i Vestafrika.
”The American Association for Advancement of Atheism” (den Amerikanske Forening til Ateismens fremme) blev inddraget. Foreningens leder, Howell England, mødtes med Ivanov og lovede ham økonomisk støtte. Howell England var begejstret over ideen om at modbevise skabelsen. Han opfordrede Ivanov til at bruge fire abearter, fordi han var overbevist om, at forskellige arter af mennesker stammede fra forskellige arter af aber. Han ønskede, at Ivanov skulle parre orangutanger med asiatere, gorillaer med sorte, chimpanser med hvide, og gibbonaber med jøder.
Under sit arbejde i Fransk Guinea, inseminerede Ivanov hunaber med sæd fra mennesker. Han ville også inseminere kvinder med sæd fra aber, og hans første valg var en sort afrikansk kvinde - på grund af hans opfattelse af, at de lå lavere på den evolutionære skala og dermed, biologisk set, tættere på aberne. Men den franske regering nægtede ham tilladelse til disse eksperimenter. Vi kender ikke det præcise resultat af hans insemination af aber, selvom vi ved, at en et dampskib med Ivanov’ s interessante hunaber forliste i Sortehavet (Om det skete for at dække over resultatet, er der ingen, der ved).
Efter at Ivanov var vendt tilbage til Rusland i 1927, forholdt den stalinistiske regering ham de sovjetiske kvinder, som havde været forsøgskaniner. Forsøgene blev udført på Primatologisk center, som Ivanov havde oprettet under ledelse af den kommunistiske regering. Ivanov havde endda transplanteret en kvindes æggestok ind i en hunchimpanse. Mindst fem af kvinderne døde under eksperimenterne.
Det er muligt, at Stalin håbede at yngle en hær af super abe-mænd. Dette er beskrevet i artiklen “Stalin’s half-man, half-ape super warriors” by C. Stephen and A. Hall, The Scotsman, Aug. 2, 2006, og i “The Forgotten Scandal of the Soviet Ape-man” by Stephanie Pain, NewScientist.com, Aug. 20, 2008. (11)
Hvilke ting taler imod evolutionen?
Følgende er nogle nøgler til brug for evaluering af evolutionære abemenneske "beviser":
For det første, kan den evolutionære afstamning ikke bevises med fossiler. Nogle evolutionister har indrømmet dette. Colin Patterson fra ”British Natural History Museum” sagde: "Hvad der siges om afstamning, gælder ikke de fossile optegnelser.
Det er let at lave optegnelser over, hvordan en form gav anledning til en anden, og til at udtænke årsager til, at faserne skulle være begunstiget ved naturlig udvælgelse. Men sådanne teorier er ikke videnskabelige, for de kan ikke efterprøves”.
Videnskabschef og forfatter for tidsskriftet ”Nature”, Henry Gee, udtaler: "Intet fossil ligger begravet med sin fødselsattest. ... [Hvert eneste fossil] er en historie uden nogen kendt sammenhæng med andre fossiler, og alle flyder rundt i et enormt hav af huller. At tage en række fossiler og hævde, at de repræsenterer en bestemt slægt, er ikke en videnskabelig teori, der kan efterprøves, men er kun en påstand, som bærer den samme autoritet som en godnathistorie – vel kan den være underholdende, men ikke videnskabelig”.
For det andet må vi forstå, at forskningen er stærkt forudindtaget. Evolutionære antropologer søger efter beviser, som skal underbygge deres teorier. De ser det, som de antager som sandt, og deres udtalelser skal studeres ud fra denne forudsætning. Således skal kreationister, når de efterprøver "beviser" for abemennesker, gøre et omhyggeligt skel mellem beviserne og tolkningen heraf.
Følgende fortalte Terry Mortensen (Ph.D. i historisk geologi fra Coventry University) fra Creation Museum fortalte mig i juli 2009: "Jeg har studeret evolutionisternes mange argumenter. Jeg har haft syv formelle diskussioner med evolutionære professorer på universiteter, men jeg har aldrig læst eller hørt noget videnskabeligt faktum, der modsiger Bibelen.
Evolutionisterne fortolker de faktiske omstændigheder, men kendsgerningerne er ikke i sig selv i strid med Skriften”.
For det tredje drager evolutionære antropologer hastige konklusioner, som de offentliggør under stor mediebevågenhed, og ofte tager det årtier, før sandheden bliver fortalt. Desuden er sandheden aldrig så højt placeret i medierne som den oprindelige myte. Et eksempel er Javamanden, som blev udråbt som "the missing link" - selv om han var baseret på yderst tvivlsomme beviser (en del at et kranium, en benknogle fundet 50 m væk – som man mente tilhørte den samme person - og tre tænder). De trykte medier offentliggjorde nyheden, komplet med en rekonstruktion af abemennesket. Årtier senere var Java manden stort set forsvundet fra museer og lærebøger. Noget lignende er sket flere gange.
Dr. Gish bemærker: " Alle foreslåede mellemformer forud for menneskets oprindelse synes at få en lignende skæbne. Umiddelbart efter offentliggørelsen kommer der stærk uenighed blandt eksperterne, og dette bliver efterhånden til et flertal af skeptikere, hvis stemmer begynder at blive hørt, og resultatet er, at denne ”mellemform” bliver taget ud af stamtræet.
Denne proces krævede omkring halvtreds år for Ramapithecus og Piltdownmanden, og det tog omkring 100 år at afsætte Neandertaleren ".
For det fjerde er området fyldt med modstridende synspunkter og skiftende udtalelser. Evolutionisterne er ofte dybt uenige. Dette er grunden til, at to forskellige bøger om menneskets udvikling har båret titlen “Bones of Contention” (stridspunkter). Som Dr. Gish har anført i forhold til ”Lucy” fossiler: "...Vi har opdaget, at ”there is a jungle out there”. Næsten alle forskere har, på et eller andet tidspunkt, skiftet mening, og der er ikke udsigt til enighed.
Richard Leakey har været meget ærlig i denne henseende. I en artikel offentliggjort i marts 1982 i ”New Scientist” har han sagt: ”Jeg er rystet over, at jeg, for så lidt som for et år siden, kom med de udtalelser, som jeg gjorde”. Selv om der er næppe tvivl om, at Leakey mener, at Australopithecus gik oprejst, er han citeret i samme artikel for at sige, at palæontologer ikke ved, om Australopithecus gik oprejst. ... [Men i 1981] havde Leakey erklæret, at ”vi kan nu med sikkerhed sige, at Australopithecus gik oprejst”.
For det femte er beviserne spinkle. Pekingmanden og Nebraskamanden og Gigantopithecus blev opbygget på grundlag af en eller to tænder. Javamanden bestod af kun en kranieskal og et lårben. Louis Leakey kaldte Zinjanthropus ”the missing link” på grundlag af et kranium, som bestod af 400 små stykker. Ramapithecus’ kæbe blev opbygget til et mere parabolsk udseende som et menneskes, selvom der kun var to små stykker af overkæben at arbejde med, og linjen til angivelse af midten af ganen manglede.
For det sjette tager evolutionister ikke, på behørig måde, højde for den store variation, som findes inden for samme arter af skabninger. Dr. Gish bemærker: "Det at undlade at tage hensyn til den betydelige variation blandt primater har fået nogle antropologer til at lægge en evolutionær betydning som forklaring på forskellene mellem fossile prøver, som i virkeligheden skyldes variationer indenfor samme art”.
For det syvende har evolutionister ofte for stor fokus på ligheder mellem arterne. Mennesker har mange ligheder med forskellige dyr, men det betyder ikke, at de er beslægtede, men at de blev frembragt af den samme Skaber, i den samme verden. Skabelsesforskere hævder, at lighed ikke nødvendigvis er ensbetydende med en genetisk sammenhæng. Det faktum, at det moderne menneske kan dele nogle karakteristika med nogle uddøde aber, gør ikke aben "the missing link".
For det ottende er datering af fossiler baseret på udokumenterede antagelser. Dette bliver tydeligt, når evolutionisterne, i stor stil, ændrer deres dateringer. Fx. har Richard Leakey ændret dateringen af den fossile KNM-ER 1510 med 1,8 millioner år! Desuden er mange ”afvigelser” ofte blevet ignoreret. Fx mangel på fossilering for påståede multi-millioner år gamle knogler og eksistensen af senere dateret dyreliv fundet i samme jordlag. Husk på, at videnskaben bruger jordlagene til at datere deres fund. Fossiler af Zinjanthropus er fundet i nærheden af Pekingmanden, dateret til at være mellem en og 2 millioner år gamle. Men i de samme grave, i samme jordlag blev der fundet redskaber, som normalt, af evolutionister, er blevet dateret til at være omkring 35.000 år gamle. Hvordan kan redskaberne være et par millioner år yngre end de knogler, som blev fundet ved siden af dem? Evolutionær datering af fossiler skal tages med et gran salt.
SE MERE EVOLUTION HER
References
1. Russian Admits Ape Experiments. The New York Times, June 19, 1926, 2.
2. Pain, S. 2008. The Forgotten Scandal of the Soviet Ape-Man. New Scientist. 2670: 48-49.
3. Klaatsch, H. 1923. The Evolution and Progress of Mankind. Ed. Adolf Heilborn, trans. Joseph McCabe. New York: Frederick A. Stokes Company Publishers.
4. Crookshank, F. G. 1924. The Mongol in Our Midst: A Study of Man and His Three Faces. New York: E. P. Dutton & Co. Revised (3rd) edition, 1931. London: Kegan Paul, Trench, Trubner & Co.
5. Soviet Backs Plan to Test Evolution. The New York Times, June 17, 1926, 2.
6. Etkind, A. 2008. Beyond Eugenics: The Forgotten Scandal of Hybridizing Humans and Apes. Studies in History and Philosophy of Biological and Biomedical Sciences. 39 (2): 205.
7. Ibid, 206.
8. Ibid, 209.
9. Ape-Child? Time. 8 (7), August 16, 1926.
10. Men and Apes. Time. 7 (26), June 28, 1926.
11. Richards, M. 2008. Artificial Insemination and Eugenics: Celibate Motherhood, Eutelegenesis and Germinal Choice. Studies in History and Philosophy of Biological and Biomedical Sciences. 39 (2): 211-221.
* Dr. Bergman is an Adjunct Associate Professor at the University of Toledo Medical School in Ohio.
Cite this article: Bergman, J. 2009. Human-Ape Hybridization: A Failed Attempt to Prove Darwinism. Acts & Facts. 38 (5): 12.
