Mange journalister og forskere behandler resultater af kulstof-14-dateringer, også kaldet radioaktive dateringer, som fakta. Der er ingen tvivl om, at dateringen af nyere objekter fungerer ganske godt. Men nyhedsrapporter, lærebøger, ja endog film præsenterer aldre, som rækker ti-tusinder af år tilbage i tiden. Biblen opregner kun omkring 6.000 år fra skabelsen til i dag. Men modbeviser kulstof-14-datering Bibelens tidsberegning? For at få svar på dette spørgsmål er vi nødt til at se nærmere på kulstof-daterings-metoden. Denne metode bruger forskerne til at aldersbestemme organisk materiale - op til omkring 50.000 år.
Kulstof-14 er en isotop af grundstoffet kulstof. Den dannes højt oppe i atmosfæren. Fra atmosfæren optages kulstof-14 i planter og i havet – og dermed i fødekæden. Med et meget følsomt instrument måler man forholdet mellem kulstof-14 (som nedbrydes) og de mere stabile isotoper kulstof-13 og kulstof-12 (som ikke nedbrydes) i de organiske rester. Ingen forskere kan måle en præcis alder på et artefakt. De kan måle mængden af sandkorn i et timeglas, men ikke alder. Kulstof 14-datering er ingen undtagelse. Man kan lave målinger af forholdene mellem isotoperne, men forskere skal bruge matematiske formler til at konvertere isotop-forhold til alders-vurderinger.
De formler, de bruger, indeholder nogle elementer, som ikke kan måles. I denne sag med kulstof-14-dateringer arbejder forskerne med 4 ubekendte – hvor de er nødt til at antage nogle forudsætninger:
1. Kulstof-14 er henfaldet med (stort set) den samme hastighed gennem hele Jordens historie.
2. Intet kulstof-14 eller kulstof-12 blev lagt til eller taget fra artefaktet, da det blev begravet.
3. Kulstof / isotop-forholdet i artefaktet stemte overens med forholdet i resten af verden, på det tidspunkt det stammer fra.
4. Kulstof / isotop-forholdet i den gamle atmosfære var det samme, som det er i dag.
Selv når et laboratorium måler meget nøjagtige isotopforhold i et artefakt, vil enhver alders-vurdering, som formlen giver, kun være så præcis, som de fire antagelser, der ligger bag disse målinger. Her vil vi koncentrere os om den 4. antagelse – for hvem vil være i stand til at efterprøve forholdet mellem kulstof og isotop i den gamle atmosfære? Hvis Syndfloden har fundet sted for omkring 4500 år siden, som Skriften fortæller os, har den påvirket kulstof-14-forholdet i meget gamle artefakter (1). Især jordens magnetfelt er svækket siden Syndfloden. Før i tiden, da magnetfeltet var meget stærkere, ville det have stimuleret kulstof-14 produktion i atmosfæren. Færre kulstof-14 atomer i plante- og dyreforsøg giver et forkert resultat med alt for mange ”kulstof-år" (2,3). Når det kommer til artefakter fra de sidste 2.000-3.000 år, stemmer kulstofdateringer generelt godt sammen med historiske fakta. Og styrken i magnetfeltet har været rimelig konstant i denne tidsperiode.
Hvad med de høje aldre, der blev tildelt ældre istids-materiale som fx mammutknogler? De, der beregner meget gamle kulstof-år, som om de altid rammer plet, må antage, at Syndfloden og faldet i styrken i magnetfeltet aldrig skete. Den, der insisterer på, at kulstof-dateringer på titusinder af år modbeviser Bibelens beretning om Syndfloden for 4.500 år siden, laver en cirkelslutning. Syndfloden skete ikke, iflg dem, som allerede har antaget, at den aldrig fandt sted. Men samtidig beviser disse ”beviser” ingenting. For en Syndflod i verdenshistorien forårsager en fejlagtig antagelse om en højere kulstof-alder.
Det er Biblen - og ikke beregnede kulstof-aldre, der giver os de mest pålidelige oplysninger.
