New Horizons-missionen, som blev opsendt den 19. januar 2006, har givet os fantastiske højopløsningsbilleder af Pluto og dens måne, Charon. Pluto befinder sig 5,8 milliarder km fra solen. Rumfartøjet havde en hastighed på over 48.000 km i timen. Efter 9 år nåede det frem til Pluto, hvor det afslørede en bemærkelsesværdig overflade med komplekse geologiske strukturer, herunder det store hjerteformede område, Tombaugh Regio. Disse opdagelser udfordrer tidligere antagelser om Pluto, som kun er 2370 km i diameter (hvilket svarer til to tredjedele af størrelsen på jordens måne) og befinder sig 5,8 milliarder km fra solen.
En af de mest overraskende fund er, at Pluto har langt færre nedslagskratere end forventet, hvilket indikerer, at dens overflade er relativt ung. Dette tyder på, at der er nyere geologisk aktivitet, der har udvisket gamle kratere. Charon, som er usædvanligt stor i forhold til Pluto, viser også tegn på geologisk aktivitet, med kløfter og få kratere.
Disse opdagelser udfordrer traditionelle evolutionære antagelser og antyder, at både Pluto og Charon kan have en indre varme.
Opvarmning af tidevandet siges normalt at være forklaringen på, hvordan et lille solsystem i det ydre rum kan generere en planets indre varme. Men Pluto har ikke tidevand i væsentlige mængder, fordi vandet er fastholdt i en samtidig rotation med Plutos største måne, Charon. Dvs., at både Pluto og Charon hele tiden vender den samme side mod hinanden.
Selvfølgelig kan Pluto, set ud fra et bibelsk perspektiv, have en indre varme, fordi den kun har bestået i 6000 år, og derfor ikke har haft tilstrækkelig tid til at afgive den. De kristne er heller ikke overraskede over at finde beviser på geologisk aktivitet på Pluto.
New Horizons har åbnet nye døre for forståelsen af vores solsystem, og vi ser frem til at modtage endnu flere data, der kan give os en større indsigt i Herrens kreative værk.
