Lucy var engang, for tv-seere i 1950'erne og 1960'erne, en tapper rødhåret skuespillerinde. For vores mere oplyste skoleelever i dag betyder "Lucy" imidlertid noget helt andet. Hun er det berømte fossil, der vises i lærebøger som en behåret, halvnøgen, opretgående abe, der skrider frygtløst hen over et træløst afrikansk landskab.
Hendes kæbe er stålsat, og hun efterlader et sæt fodaftryk bag sig. Som det ubestridte ikon for den menneskelige evolution er hendes berømmelse at sammenligne med den tidligere skuespillerindes.
Men hvorfor er det egentlig, at alle børn på offentlige skoler har hørt om dette fossil? Lad os betragte Lucy og hendes slægt, Australopithecus afarensis1.
Den menneskelige evolutionshistorie begynder med de tidligere og mere primitive Australopithecus1 ("sydaber"), hvor overgangen til Homoslægten (menneskeslægten) enten går via Homo habilis2 eller Homo erectus3, afhængigt af hvem du taler med.
Homo habilis2 er en blandet klassificering af både menneskers og abers jordiske rester, som er faldet i miskredit. Hvad angår Homo erectus3 foreslår rigtigt mange, at denne kategori skal henføres til Homo sapiens. Derfor indtager "Lucy" og Australopithecus afarensis fossiler en afgørende plads i den menneskelige evolutions historie, i lige linje mellem den fuldstændigt abelignende Australopithecus og mennesker.
Lucys skelet var ca. 40% intakt og var et bemærkelsesværdig fund, da det i sin tid blev udgravet af Don Johanson i 1974. Denne skabning ville, i oprejst tilstand, have været 3,5 fod høj, omkring samme højde som en chimpanse. Dets kranie var udpræget abelignende og samtidig på størrelse med en Chimpanses, med der var næsten ingen menneskelignende træk. Lucy meget lange fingre med en bestemt krumning, som moderne aber også har til sine træ-svingende aktiviteter.
Ud fra andre A. afarensis fund1, menes det, at Lucy var i besiddelse af lange tæer med en krumning, der også antyder en gribefunktion og et liv i træerne. Lucys opadvendte skulderled giver en affjedrende funktion, og hendes hænder, håndled og arme har været stærke gribemidler.
Og her spørger du måske, hvad er det egentlig er, der gør Lucy til et så afgørende missing link? Vinklerne på knoglerne (som er rekonstruerede) i hofteled og knæled bliver brugt som bevis for, at Lucy brugte en stor del af sit liv på at gå oprejst. Dette er de såkaldte ”stærke beviser”, man fører frem, når man mener, at hun var beslægtet med mennesker. Stort set intet i anatomien støtter Johansons påstand om, at Lucy var en omvandrende abe, der sædvanligvis vandrede omkring, men alligevel er dette, hvad de fleste lærebøger ”praler af”.
Endnu et bevis, der er bliver brugt som argumentation for, at Lucy gik omkring, opretstående, er Laotoli fodsporene. I jordlag sammenligneligt med den tidsalder, hvorfra Lucy angiveligt stammer, er der fundet en række meget veldefinerede fossile fodspor. Bemærkelsesværdigt nok er de fleste anatomister enige om, at disse fodspor ligner dem, der laves af moderne mennesker på en strand (Billedet til venstre er kranium af hungorilla).
Snarere end at indrømme at dette er et bevis på, at mennesker og Lucy levede side om side i fortiden, hævdes det, at en abe som Lucy må have lavet fodsporene, for "vi ved jo alle, at mennesket endnu ikke havde udviklet sig på det tidspunkt”.
Og dette siges til trods for, at det næsten er utænkeligt, at en Australopithecus’ fod ville have været i stand til at afsætte et lignende fodaftryk!
Det er kun ved en cirkelslutning, at dette kan blive optaget som bevis for den menneskelige evolution, og dog er det præcis, hvad der bliver gjort i vore offentlige skoler i dag (Billedet til højre er Kranium af australopithecus afarensis -Lucy) [Man laver en cirkelslutning, når man bruger sine egne antagelser til at bevise sin konklusion].
Hvis du vil vide, hvorfor Lucy bliver hyldet som det mest betydningsfulde ”missing link” er det af den simple årsag, at hun er det bedste, evolutionisterne kan komme frem med! Der kan ikke, i deres optik, være nogen anden forklaring på, hvordan det hele blev til. Dette kan vise sig at være en stor økonomisk fordel for uddannelsessektoren, som tjener tykt på skatteydernes uvidenhed om, hvorvidt Lucy stadig forbliver et "missing link" i fremtiden.
Referencer
1. Australopithecus (på dansk også sydabe) er en slægt af uddøde hominider nært beslægtede med moderne mennesker. Austrolopithecinerne opstod for ca. 4,2 millioner år siden og var i grundtræk opretstående aber, muligvis med meget simpel redskabsbrug, sjældent mere end 1,2 meter høje og med hjernestørrelser på kun ca. 35% af den menneskelige.
De kendteste arter inden for slægten er A. afarensis (også kendt som "Lucy") og A. africanus, der antages at være stamfader til slægten Homo, hvortil det moderne mennesker hører.
2. Homo habilis – (Det dygtige menneske). Primat (et pattedyr som er en abe, en halvabe el. et menneske, dvs. som har fremadrettede øjne, gribehænder og som oftest gribefødder). Homo habilis er en af de ældste arter i Homo-slægten og levede i det sydlige Afrika for omkring 2 millioner år siden. De var ca. 1,50 meter høje og deres hjerner var større end Australopithecus-slægten, men mindre end nutids-mennesket. (Wikipedia) s
3. Homo erectus – (Det oprejste menneske). Primat
Homo erectus er en art af menneskenes forfædre. Arten udvikledes i Afrika for omtrent 1,8 millioner år siden, og er især kendt for at være det første menneskelignende væsen, som forlod Afrika, og udbredtes til resten af verden. (Wikipedia),
4. Menneske – Homo sapiens (Det tænkende menneske) Primat
Det tænkende Menneske er Jordens mest udbredte art af pattedyr og den eneste nulevende art af slægten Homo. Mennesket som art er karakteriseret ved den store hjerne og tobenede gang, der gør os unikke blandt primaterne (Wikipedia)
* At the time of publication, William A. Hoesch, M.S. geology, was an ICR Research Assistant in Geology.
Cite this article: Hoesch, W. A. 2006. I Love Lucy? Acts & Facts. 35 (7).
