Åbner man en hvilken som helst lærebog i evolution, vil man se birkemåleren (Biston betularia) præsenteret som en klassisk demonstration på naturlig udvælgelse – komplet, men med misvisende fotos af birkemålere på træstammer. Hvad disse bøger ikke forklarer er, at biologer, siden 1980’erne, har vidst, at denne antagelse har nogle alvorlige skavanker, som fx at birkemålere ikke naturligt slår sig ned på træstammer. Derfor er lærerbøgernes fotografier misvisende og opstillede.
Allerede i 1811 fandtes der inden for birkemålerarten kulsorte ”melaniske” former (Melanisme = et biologisk begreb, som indebærer en forhøjet koncentration af melaniner, der resulterer i en mørkere eller fuldkommen sort pigmentering).
Under den industrielle revolution øgedes antallet af melanisme tilfælde, dvs. at de mørke arter kom i stort overtal. Fænomenet blev derfor kaldt for ”industriel melanisme”.
Men i 1896 påstod den britiske biolog J.W. Tutt, at melanisme hos birkemåleren måtte skyldes camouflage.
I 1920’erne afviste en anden britisk biolog, J.W. Heslop Harrison denne teori. Han mente, at melanismen kunne være fremprovokeret af forureningen. Men her stødte man ind i teoretiske problemer. For hvis melanisme kunne fremprovokeres, så betød det, at organismen tilegnede sig det efter dens fødsel. Men der lå også samtidig klare tegn på, at melanismen var arvelig. Men iflg. neodarwinismen kan tilegnede egenskaber ikke arves, og nye variationer kan kun opstå pga. genetiske ændringer som fx mutationer (Neodarwinisme: teorier, som bygger på darwinismen).
Men neodarwinismen blev mere og mere populær, og de fleste biologer godtog teorien om, at industriel melanisme hos birkemåleren skyldtes naturlig selektion.
Det var dog først i 1950’erne, at den britiske læge og biolog Bernard Kettlewell satte sig for at teste teorien empirisk (Empiri: Viden som er baseret på erfaring = erfaringslære). Han slap birkemålere løs i dagtimerne på træstammer i et forurenet område tæt ved Birmingham i England. Herefter observerede han, gennem sin kikkert, hvordan birkemålerne slog sig ned på de nærmeste stammer, hvor fuglene spiste dem, der camouflerede sig dårligst.
Kettlewell kaldte dette for ”den mest slående evolutionære ændring man nogensinde havde været vidne til hos nogen organisme”. Iflg. ham var dette en empirisk bekræftelse på ”naturlig selektion” (den stærkeste overlever), og han kaldte det derfor for ”Darwins manglende bevis” i en artikel skrevet til "Scientific American".
Disse iagttagelser var dog behæftet med flere fejl, idet træstammerne ikke var birkemålernes naturlige tilholdssted. De er natdyr, som i de videnskabelige forsøg, blev sluppet fri i dagslys, og derfor ikke kunne orientere sig, men satte sig på tilfældige og udsatte sted. Derfor blev der spist flest af de birkemålere, som ikke kunne camouflere sig, men det beviser ikke naturlig selektion, da birkemålerne ikke befandt sig i deres naturlige omgivelser.
Efter vedtagelsen af anti-forureningslovene faldt antallet af mørke birkemålere nord for London som ventet, men steg på uforklarlig vis sydpå. Men var dette et ægte bevis på evolutionær ændring? Når alt kommer til alt, var det eneste, der skete, en ændring mellem to varianter i en i forvejen eksisterende natsværmerart. Disse ændringer er ikke større end dem, vi har set inden for dyreavl igennem århundreder. Men det var de bedste kort, man havde på hånden i 1950’erne, og de blev derfor det klassiske lærebogs-eksempel på naturlig selektion i praksis.
Men biologerne så med tiden Kettlewells forsøg efter i sømmene, og testen stod ikke prøve overalt, for der var mange uoverensstemmelser. Så der måtte være andre faktorer involveret end blot camouflage og insektædende fugle. Kettlewells teori havde simpelthen været for enkel.
Ikke overraskende viste de faktiske forhold sig at være mere kompliceret end som så, og i 1970’erne og 1980’erne indså biologerne, at melanisme ikke havde forbindelse til ændringer i træernes lavbevoksning, for den industrielle forurenings tilbagegang fik ikke forholdene til at ændre sig. Hvis teorien var sand, ville man kunne forvente, at de lyse birkemålere igen kom i overtal - men dette skete ikke. Ingen har kunnet bevise sammenhængen mellem de lyse og de mørke birkemålere, den har man kun kunnet gætte sig til.
Før 1980’erne gik de fleste forskere ind for Kettlewells antagelser, men siden 1980’erne har flere og flere feltstudier imidlertid bevist, at birkemålere ikke sætter sig til hvile på træstammer under normale forhold. Men historien om birkemålerne lever i bedste velgående i lærebøger verden over – højst sandsynligt fordi man ikke har så meget andet at sætte i stedet. Alt dette kan du studere mere indgående i Jonathan Wells’ bog: Evolutionens ikoner – videnskab eller myte, som danner baggrund for denne artikel.
Til alt dette konkluderer Jonathan Wells’: ”Dette er ikke videnskab, men myter" (s.134).
