I følge de detaljerede bibelske kronologier og slægtsregistre fandt Syndfloden sted for ca. 4.500 år siden. Første Mosebog beskriver for os, hvordan hele menneskeheden, dengang, blev udslettet.(1,2) Derefter blev jorden igen befolket af Noas efterkommere gennem hans tre sønner og svigerdøtre. For et par måneder siden, blev der netop offentliggjort et forskningsprojekt, der brugte DNA-sekvensdata af høj kvalitet til at udvikle et genetisk ”Y-kromosom-ur”, som stemmer præcis overens med Bibelens tidsangivelse for menneskets oprindelse.(3,4) Den samme forskning har også vist, at verdens befolkningstilvækst. i de sidste få årtusinder, stemmer helt overens med både de nye Y-kromosomdata og den bibelske kronologi.(5)
De fleste evolutionære teorier går på, at det moderne menneske opstod, efter at vores forfædre var migreret ud af Afrika for mellem 100.000 og 200.000 år siden. Imidlertid har en række sekulære og skabelsesorienterede forskningsundersøgelser, der analyserer forskellige ”DNA-ure”, vist en langt kortere tidsskala - på ikke mere end 5.000 til 10.000 år.(6-9) En ny og mere præcis undersøgelse af menneskets ”Y-kromosom-DNA” bekræfter ikke kun de tidligere undersøgelser i deres korte tidsangivelser, men den sandsynliggør også Bibelens tidslinje, og at den globale Syndflod, rent faktisk har fundet sted. Faktisk viste rapporten, at der kun er samlet ca. 4.500 års mutationer i DNA-registreringen af menneskets Y-kromosom. Hvis menneskeheden havde eksisteret i 100.000 til 200.000 år, ville vi have oparbejdet mellem 8 og 59 gange antallet af de faktisk observerede mutationer.(4)
Men hvad med verdens befolkningstilvækst? Er der overensstemmelse mellem den bibelske tidslinje og disse nye genetiske data? Faktisk er de sekulære forskere og kreasionisterne generelt enige om de grundlæggende fakta omkring befolkningsvækst i de sidste 3.000 år. Men når det gælder tidsangivelser, som går forud for dette, er der store uoverensstemmelser i beregningerne. Skabelsesforsker Nathanial Jeanson satte sig for at undersøge, hvordan befolkningstilvæksten ville matche forgreningerne i afstamningerne i Y-kromosomets genetiske tidslinje.(5) Dette var muligt, fordi denne type genetiske data kunne analyseres på en måde, som ligner den, man bruger til at aldersbestemme træer.
Helt i overensstemmelse med dette ræsonnement, måtte den bibelske tidsskala - med de sidste 4.500 års befolkningsvækst være repræsenteret i forgreningerne i disse ”Y-kromosom-data” – ligesom de må være repræsenteret i ”træets årringe”. Og her viste det sig, at de stemmer helt overens med hinanden. Ja, endog de specifikke forskydninger i befolkningsstrukturen i historien stemmer overens med ”Y-kromosom-dataene”. Her kan fx nævnes den globale hungersnød, som er beskrevet under Patriarken Josefs liv, mens han herskede i Egypten - som det er beskrevet de senere kapitler i Første Mosebog. En global hungersnød vil altid, på dramatisk vis, dæmpe befolkningstilvæksten, hvilket afspejles i de senere genetiske grenanalyser.
Dette tilføjer endnu et bevis, som bekræfter menneskers oprindelse i en forholdsvis nyere tid. Det modbeviser de forudgående evolutionære spekulationer, og det underbygger de kreationistiske konklusioner. Resultatet af denne nyere forskning er virkelig en udfordring for det sekulære videnskabssamfund.
Det har været interessant at se, hvordan evolutionisterne har reageret på denne nye viden – eller rettere: De har undladt at reagere på den. Jeg (Jeffrey P. Tomkins, ICR) så en evolutionist, som, for åben skærm, gjorde kraftige indvendinger mod resultaterne af denne forskning, idet han pegede på et ”problem”, som helt åbenlyst ikke havde noget på sig. Det viste sig, at "problemet" drejede sig om en anden afhandling, hvor "problemet" ikke kun var blevet løst, men det havde også gjort det evolutionære svar langt mere usandsynligt.
Det er ikke så underligt, at han ikke havde nogen kommentar til denne afhandling. Den vender virkelig op og ned på debatten og sætter kreasionisterne i offensiven og evolutionisterne i defensiven. Faktisk er denne nye afhandling ikke kun en gendrivelse af evolutionære spekulationer, men en stærk bekræftelse på, at menneskeheden er opstået i en nyere tid.
References
1. Johnson, J. J. 2008. How Young Is the Earth? Applying Simple Math to Data in Genesis. Acts & Facts. 37 (10): 4-5.
2. Hardy, C. and R. Carter. 2014. The biblical minimum and maximum age of the earth. Journal of Creation. 28 (2): 89-96.
3. Tomkins, J. P. 2019. Y-Chromosome Study Confirms Genesis Flood Timeline. Creation Science Update. Posted on icr.org December 17, 2019, accessed January 24, 2020.
4. Jeanson, N. T. and A. D. Holland. 2019. Evidence for a Human Y Chromosome Molecular Clock: Pedigree-Based Mutation Rates Suggest a 4,500-Year History for Human Paternal Inheritance. Answers Research Journal. 12: 393-404.
5. Jeanson, N. T. 2019. Testing the Predictions of the Young-Earth Y Chromosome Molecular Clock: Population Growth Curves Confirm the Recent Origin of Human Y Chromosome Differences. Answers Research Journal. 12: 405–423.
6. Tomkins, J. P. 2015. Genetic Clocks Verify Recent Creation. Acts & Facts. 44 (12): 9-11.
7. Jeanson, N. T. 2015. A Young-Earth Creation Human Mitochondrial DNA “Clock”: Whole Mitochondrial Genome Mutation Rate Confirms D-Loop Results. Answers Research Journal.
8: 375–378. 8. Jeanson, N. T. 2016. On the Origin of Human Mitochondrial DNA Differences, New Generation Time Data Both Suggest a Unified Young-Earth Creation Model and Challenge the Evolutionary Out-of-Africa Model. Answers Research Journal.
9: 123–130. 9. Tomkins, J. P. 2019. Six Biological Evidences for a Young Earth. Acts & Facts. 48 (5):10-13.
Dr. Tomkins is Life Sciences Director at the Institute for Creation Research and earned his doctorate in genetics from Clemson University.
