Hvor kommer frøens striber fra? Farvemønstre hos dyr, uanset om det er hvirveldyr eller hvirvelløse dyr, er designet af Skaberen til camouflage, advarsel, frieri eller simpelthen for æstetikkens skyld.
Et forskerhold af evolutionister har for nylig lavet en undersøgelse, hvor et team fra NYU Abu Dhabi (NYUAD) mener at have fået en ny indsigt i udviklingen af farvemønstre hos frøer og tudser – også kendt som anuraner". (1) Spørgsmålet er er om disse farvemønstre har udviklet sig gennem evolutionen?
I undersøgelsen konkluderede forskerholdet: "Selvom denne form for farvemønstre er udbredt hos frøer rundt omkring i verden, ved vi kun lidt om udviklingen eller den genetiske oprindelse". (1) Dette kommer næppe som nogen overraskelse. Selvom forskerne ikke ved meget om udviklingen af disse farvemønstre (i dette tilfælde: Den brune frøs hvirvelstribe), hævder de, at mønsteret har udviklet sig mange gange. Forskerne mener, at hvirvelstriben har udviklet sig hundredvis af gange - til brug for landjordens dyr – altså en miljøtilpasning, så de bedre kan skjule sig for rovdyrene". (1)
Men observerede forskerne rent faktisk, at denne stribe udviklede sig hundredvis af gange? Nej, selvfølgelig ikke. Men hvis denne stribe blev "udvalgt /udviklet til et eller andet formål", hvem eller hvad er det så, der har foretaget denne udvælgelse? At vælge indebærer nødvendigvis en bevidst handling, nemlig at vælge det, der er bedst eller mest værdifuldt til formålet. Hvor videnskabeligt er det at insistere på, at intet andet end blind tilfældighed er i stand til at foretage en sådan udvælgelse?
Forskerne sammenlignede også generne fra nogle nært beslægtede frøarter og fandt, at de - trods de samme stribemønstre – ikke har gener magen til dem, der findes i frøarten P. robeensis. Derfor drog forskerne den konklusion, at stribe-allelerne (bestemte gener i et bestemt kromosom) fundet i P. robeensis blev udviklet for nylig. (1)
Men er det sandt at stribe-allelerne udviklede sig for nylig? Hvordan gik dette til? At opnå et nyt funktionsdygtigt gen - fra ingenting og på kort tid, er slet ikke sandsynligt. (2). Kreationister fastholder, at generne for stribe-alleler altid har været en del af frøen. Hvis generne, som har givet frøer og padder deres striber, altid har været der, som en del af Guds skaberværk, har disse striber intet med udvikling eller tilpasning til miljøet at gøre.
"Vores resultater viser, at frøers og tudsers hvirvelstribe rummer mange svar inden for evolutions-biologien, da den repræsenterer et klart eksempel på gentagen evolution". (1) – siger forskerne. Dette en udtalelse uden videnskabelig værdi - det er blot en tautologi. Her bruges også konvergent evolution som en forklaring på, at frøer af forskellig art har samme hvirvelstribe. Men heller ikke dette bidrager med noget som helst videnskabeligt i denne sammenhæng. (3)
Der nævnes også en undersøgelse af et gen kaldet ASIP - et gen, som findes overalt, hvor farvning er involveret, som derfor også er forbundet med stribemønsteret i P. robeensis. Forskerne fandt, at visse gener påvirker niveauet af ASIP, så at et ”højt” niveau af ASIP fører til en bred stribe, mens et ”lavt” niveau fører til en smal stribe (1). Men det er genetisk diversitet (4). Det er ikke makroevolution og fører ikke til væsentlige ændringer i bestandene.
Afslutningsvis diskuterer denne artikel interessante opdagelser af ASIP-genet og dets funktion i frøbestandene, men den kommer også med rent teoretiske, vage og ikke-dokumenterede ideer om oprindelsen af frøens farvemønster.
Videnskaben vil aldrig kunne forklare frøer og tudsers hvirvelstribe – medmindre de giver Gud kredit for hans skaberværk – som han beskriver for os, allerede i Biblens første kapitler.
References:
1. Science Writer. Researchers uncover insights into the evolution of color patterns in frogs and toads. Phys.org. Posted on phys.org November 17, 2022, accessed December 21, 2022.
2. Denton, M. 2016. Evolution: Still a Theory in Crisis. Discovery Institute Press. 142, quoting from: Armengaud, J. et al. 2011. Microbial proteogenomics, gaining ground with the avalanche of genome sequences. Journal of Bacteriology Parasitology. S3-001.
3. Bethell, T. 2017. Darwin’s House of Cards. Discovery Institute Press. Chapter 10.
4. Tomkins, J. Mechanisms of Adaptation in Biology: Genetic Diversity. Acts & Facts. 41 (5): 8.
